Fri fragt i Danmark ved køb over 1000 kroner

Ungarn under 2. Verdenskrig

Ungarn 
Hitlers modvillige allierede

Skrevet af Niels Dyrholm Jensen, 

Som den eneste af Nazitysklands europæiske allierede holdt Ungarn ud til den bitre ende.
De gik modvilligt ind i Anden Verdenskrig med håbet om at lukrere på Tysklands erobringer, men endte knækket og ødelagt.

Budapests gader runger af maskingeværild og kanonbrag i februar 1945.
De sidste lommer af ungarske soldater holder stædigt stand i et håbløst forsvar af deres hovedstad.
Men gade for gade og hus for hus bliver de trængt tættere og tættere sammen.


For Ungarn er det uundgåeligt, at krigen er tabt. Alligevel kæmper deres soldater videre, og landet har som det eneste af Nazitysklands allierede valgt at holde ved sin alliance frem for at skifte side.

Ungarn ønskede fredelig ekspansion

Som en af taberne i Første Verdenskrig måtte Ungarn afstå to tredjedele af sit landområde til sine naboer.
Millioner af etniske ungarere endte uden for landets grænser, hvilket i de kommende årtier var en konstant kilde til bitterhed i den ungarske befolkning.
Utilfredsheden voksede i 1930’erne, hvor den fik næring af Den Store Depression, der fik Ungarns økonomi til at kollapse, og gjorde landet afhængigt af handel med Tyskland.

Politisk blev Ungarn også påvirket af Tyskland, og landet fik snart sit eget nazistiske parti - Pilekorspartiet, der efter tysk forbillede drømte om at genrobre det tabte land.
I modsætning til deres tyske fæller, blev de ungarske nazister effektivt holdt
uden for magten af den konservative ungarske regent og krigshelt, Miklós Horthy. Han insisterede på, at de tabte landområder skulle vindes tilbage med
diplomati og ikke våben.

Med tysk hjælp lykkedes Horthys diplomati. I 1938 fik Ungarn en stor luns af Slovakiet og 800.000 indbyggere tilbage. Og i 1940 lagde Tyskland pres på
Rumænien, så Ungarn fik overdraget et stort område i det nordlige Transsylvanien, der husede næsten 2,5 million indbyggere. Horthy og Ungarn kunne således fejre, at 55.412 kvadratkilometer land var blevet “erobret” tilbage uden at affyre en kanon.

 

Hitler trak Ungarn med ind i krigen

Den tyske støtte til Ungarns fredelige ekspansion kom dog med en pris.
I marts 1941 krævede Hitler Ungarns støtte til sin invasion af Jugoslavien.
Den ungarske regering turde ikke sige nej, da Rumænien nu også var på tysk side. Ungarn og Rumænien var derfor låst i en skæbnesvanger kappestrid om Hitlers gunst, da grænsedragningen i Transsylvanien fortsat kunne bringes i spil.

For Ungarns vedkommende foregik invasionen af Jugoslavien uden betydelige kamphandlinger, men nu var terningerne kastet.
Ungarn var uigenkaldeligt trukket ind i Anden Verdenskrig på tysk side og måtte
derfor også bidrage militært, da tyskerne senere på året invaderede Sovjetunionen.

Ungarns bidrag bestod i første omgang af et mindre korps – den såkaldte ”karpatiske gruppe”. Korpset støttede op om tyskernes fremmarch i efteråret 1941 og deltog bl.a. i væsentlige kampe ved floden Dnepr.
Horthy forsøgte at holde Ungarns engagement i krigen på et minimum, men da Hitler krævede, at de små aksemagter bidrog mere i 1942, og Rumænien sendte størstedelen af sin hær, så måtte Ungarn også øge sin indsats.

Ungarn måtte låne kampvogne

Ungarn sendte den 2. feltarmé bestående af 220.000 soldater fordelt på tre korps. Arméen blev udrustet med de mest moderne våben, Ungarn havde til rådighed, men sammenlignet med den sovjetiske bevæbning var mange af dem forældede. Og ungarerne manglede især moderne anti-tank kanoner.

Soldaterne var iklædt brune eller grønne uniformer og bar ungarske kopier af den ikoniske tyske stahlhelm. Stort set alt hvad ungarn kunne samle af kampduelige luft- og panserstyrker blev knyttet til hæren i henholdsvis 1. flyvegruppe og 1. panserdivision.


Ungarn havde sin egen beskedne produktion af lette tanks, men tyskerne leverede 22 Panzer IV og over 100 erobrede tjekkoslovakiske T-38 tanks, der
udgjorde divisionens primære slagstyrke. Ungarske pansrede køretøjer blev som regel malet med en mørkegrøn basisfarve kombineret med rødbrune og
okkerfarvede kamoflagepletter.

Som om det ikke var nok, at de ungarske tropper måtte kæmpe med forældede våben, så led de også under manglende forsyninger.
Den ungarske regering ønskede nemlig at prioritere hjemmefronten, og valgte derfor at betale Tyskland for at forsyne feltarméen ved fronten. Men tyskerne prioriterede deres egne enheder, så ungarerne måtte ofte klare sig med hvad, de kunne skrabe sammen.

Feltarméen får først succés

Ungarerne ankom til fronten i slut-juni 1942 lige i tide til Operation Blå – tyskernes sommeroffensiv mod Kaukasus og Volga, hvor de deltog i de indledende kampe om brohovederne over floden Don.

Her viste ungarerne hurtigt, at de på trods af mangelfuld udrustning, var i stand til at tage kampen op mod Sovjetunionen.
F.eks. i Slaget ved Uryv den 27. juli 1942. hvor de ungarske panserstyrker ødelagde 21 sovjetiske T-34 tanks.

Af tyskerne havde ungarerne lært, at de ellers overlegne sovjettiske kampvogne var sårbare, når de kortvarigt blev blændet af røgen fra deres egne kanoner. Det kunne udnyttes til at angribe dem i siden, hvor de var dårligere pansrede.

Feltarméens offensiv var en succes. Fronten blev skubbet de sidste 170 km til Don-floden, og ungarerne erobrede alle sine militære mål inden for tidsplanen. Men på grund af utilstrækkelige luft- og panserstyrker blev mange af ungarernes
angreb udført af infanteri alene. Og den lovede tyske artilleristøtte og ammunition udeblev ofte.
I Slaget ved Voronezh (28. juni-24. juli) blev det fatalt for ungarerne, der led enorme tab.

Katastrofen indtræffer

Herefter indtog ungarerne en defensiv position langs Don nær Svoboda i Ukraine for at forsvare den nordlige flanke, mens tyskerne fortsatte mod Stalingrad.
Forsyningslinjerne var i forvejen skrøbelige, men kollapsede helt, da den russiske vinter satte ind. I takt med at flere tyskere blev inddraget i kampen om
Stalingrad, blev ungarerne spredt tyndt over en større og større del af fronten, og mangel på mandskab og materiel betød, at kun enkelte positioner kunne
befæstes.

I januar 1943 var situationen kritisk. Efter at den tyske hær var blevet omringet i Stalingrad, gik Sovjetunionen også i offensiven mod ungarerne. Den sovjetiske 40. armé krydsede den nu bundfrosne Donflod den 12. januar og slog et seks kilometer stort hul mellem to ungarske korps nær Uryv.

På offensivens anden dag holdt ungarerne stand imod alle odds. En snestorm indhyllede slagmarken, så tropperne kun kunne se få meter frem, og i forvirringen lykkedes det for et ungarsk regiment at overfalde og besejre mere
end 300 sovjetiske soldater i nærkamp.

Ungarerne forsøgte et modangreb med hjælp fra det tyske 429. infanteriregiment, men dette slog fejl.
Lederen af det tyske regiment skrev i sin rapport, at ”de ungarske tropper kæmpede meget godt, og årsagen til at forsøget slog fejl skyldes de ungarske
enheders hjælpeløshed over for fjendens kampvogne og det iskolde vejr”.

På tredjedagen strømmede de sovjetiske soldater igennem hullet i linjen og begyndte at omringe de ungarske enheder langs Don-floden. Det ungarske
luftvåben blev udslettet, da dets flyvepladser blev overløbet af sovjetiske tanks. Feltarméens øverstbefalende, Generalmajor Gusztáv Jány, nægtede at give tilladelse til tilbagetog – selv efter at tyskerne begyndte at trække deres enheder tilbage.
Herefter blev de fleste ungarske enheder nedkæmpet eller frøs ihjel i temperaturer, der nærmede sig -40 grader celsius. Den 2. feltarmé var da ophørt med at eksistere.
Kun ca. 40.000 af de oprindelige 220.000 mand slap ud og nåede levende hjem. Herefter deltog Ungarn ikke i flere betydelige kampe, før den Røde Hær krydsede landets grænser.

Sovjet angriber Budapest

I løbet af 1944 mistede de små aksemagter krigslysten og skiftede side én efter én.
På et møde i marts fortalte Horty Hitler, at

”Vi kan ikke hjælpe jer bare
én smule mere. Vi er hårdføre. Vi gør vores bedste for at afværge den bolsjevikiske trussel, og vi kan ikke undvære en eneste mand til Balkan.”

Ungarn var presset, og Horty var i gang med at få en våbenhvile i stand med de Allierede. Men i oktober iværksatte Tyskland et statskup i Ungarn, der bragte
Pilekorspartiet til magten og sikrede, at landet forblev på tysk side til den bitre ende.

På dette tidspunkt havde Sovjetunionen allerede invaderet Ungarn og i december nærmede de sig Budapest.
Hitler erklærede, at den ungarske hovedstad var en fæstningsby, der ikke måtte overgives.
På trods af dette blev byen ikke forberedt til belejring. Rutebilerne kørte stadig, og juleforberedelserne var i gang.

Bombardementet af Budapest begyndte juleaften, og da ungarerne stod op næste morgen, var byen omringet og afskåret.
Sovjetunionens pludselige fremrykning kom som en total overraskelse, og
kun et hastigt modangreb fra Budapests garde- og gendarmbataljoner sikrede, at den sovjetiske fortrop blev stoppet og der kunne etableres en stabil
forsvarsring omkring byen.
Men 100.000 tyske og ungarske soldater var nu fanget sammen med næsten
1 mio. civile.

Hitler forbyder evakuering

Den tyske militærledelse ønskede at evakuere bydelen Pest, der lå på den østlige side af Donaufloden. Pest var lavliggende, tætbebygget og ville kræve mange mænd at forsvare.
Buda – på den vestlige side – lå derimod i et bakkelandskab og kunne nemmere
domineres med artilleri. Men Hitler krævede, at ”ikke ét hus måtte opgives uden kamp ”.

Gadekampen i Pest var intens. Den blev udført af snigskytter og stormtropper med granater, maskinpistoler og flammekastere, og foregik hus
til hus – uden rigtige frontlinjer.
Ungarerne var på hjemmebane. De blokerede de store indfaldsveje med miner og barrikader, og kunne bruge kendte smutveje til at infiltrere og lave bagholdsangreb.
Men angriberne var langt bedre udrustet og havde erfaring fra Stalingrad. De holdt sig fra åbne områder og sneg sig frem gennem kloakker og ved at grave
huller i vægge og gulve.

Først den 17. januar 1945 blev der givet tilladelse til at evakuere Pest.
Da var de sovjetiske styrker langt inde i byen, og evakueringen kostede mange ungarske liv, da de let blev omsluttet under tilbagetrækningen.
Efterfølgende ødelagde tyskerne alle fem broer over Donau. I Buda koncentrerede aksemagterne deres forsvar omkring Gellért-højen, hvorfra de kunne beskyde hele bydelen.
Den Røde Hær angreb højen flere gange, men blev hver gang slået tilbage af de ungarske artilleribatterier og Waffen SS-tropper.

Midt ude i Donau var kampen om øen Margaret særlig brutal. Øen blev brugt som landingsplads og nedkastningszone for faldskærmsforsyninger, og
var forsvarernes sidste forbindelse til omverdenen.
Kampen om Margaret varede flere uger. Her holdt forsvarerne stædigt ud imod sovjetiske stormtropper, som igen og igen krydsede floden i joller.

De sidste forsvarer forsøger at undslippe

Ungarerne måtte dog evakuere Margaret den 28. januar, da Donau frøs til is, og de sovjetiske styrker kunne løbe øen over ende.
En ungarsk officer beskrev den efterfølgende situation således:

”Den daglige ration er nede på én skive brød og en klump hestekød. Alle aktiviteter er besværlige på grund af fysisk udmattelse, og dog kæmper mændene ubønhørligt og lydigt i håb om 6 ugers undsættelsen”.

Men redningen kom ikke. To forsøg på at komme Budapest til undsætning slog fejl, og den 11. februar mistede aksemagterne også Gellért-højen.
Budapests sidste forsvarere var da fanget i en lomme på blot to kvadratkilometer og led af sult, sygdom og kulde, men Hitler nægtede stadig at lade byen overgive sig.
I desperation besluttede de tyske og ungarske øverstbefalende alligevel at lede et udbrud om natten til den 12. I ly af mørket og en tyk tåge stormløb 28.000 soldater de sovjetiske stillinger. De fik følge af titusinder af udhungrede civile.

De sovjetiske styrker var forberedt, men blev i første omgang overrumplet af de store menneskemængder.
Små grupper slap igennem omringningen til skovene nordvest for Budapest, men her blev flugten besværliggjort af den tykke sne, og de blev jaget og
bombarderet med raketter.
Blot 600 af forsvarerne nåede i sikkerhed bag de tyske linjer.

Slaget om Budapest sluttede den 13. februar. Det havde varet 102 dage og var en af de blodigste belejringer under Anden Verdenskrig.
Over 200.000 soldater døde og 76.000 civile blev dræbt. Tre ud af fire huse i byen blev ødelagt.


Ungarns rolle i krigen var hermed udspillet, og landet endte med samme grænser, som det havde efter Første Verdenskrig.